1. Forsiden
  2.  » Indskoling
  3.  » Andet emnearbejde

Andet Emnearbejde

Børnenes interesse fanges som regel bedst ved at undervisningen samles i emner, som ligger tæt på børnenes hverdag, eller som børnene alligevel selv beskæftiger sig med: Dyr, dinosaurer, halloween etc.

J eg har blandt andet lavet et emne i 1. klasse om Halloween, hvor vi sang "Min græskarmand" af Finn Jørgensen. Da børnene kunne sangen, blev de delt op i 5 grupper, som hver skulle lave illustrationer til et vers. Der er 4 linjer i hvert vers, og der var 4 børn i hver gruppe, så hvert barn lavede en tegning til en linje. Selve linjen blev skrevet øverst på tegningen.

Alle siderne blev kopieret og samlet til børnenes første fælles læsebog – skrevet (af) og illustreret af dem selv.

Vi lavede formbøger i forskellige versioner: Spøgelser, Græskar-hoveder, heksehatte etc., alle i næsten A4 størrelse. Indholdet i bøgerne var kopierede sider om Halloween, bl.a. fra Dansk på Tværs, samt sangen.

Jeg kan også anbefale at lave "følekasser" med ulækre ting i. Jeg lavede et mørkt rum med Halloween-lamper, spøgelser med lyd og lys og meget andet. I den ene ende stod 10 ens papkasser, overdækkede med sort stof og beklædt med sort papir. Udenpå stod der: Heksemave, bændelorme, flagermuselort, vampyrøjne, skeletter, bjørnetænder, edderkoppeben, finger, heksehår og spøgelseshånd. Foran på æskerne var et cirkelrundt hul med en flap over, som sad fast foroven. Indeni æskerne lå: en klat dej, kogt maccaroni, rosiner, oliven, kyllingeknogler, popcorn, bøjede piberensere, en kogt og knækket pølse, hår fra en paryk og til sidst en oppustet gummihandske, som var sat fast til bagvæggen af æsken. Børnene – d.v.s de modigste! – stak nu efter tur hænderne ind og skulle gætte, hvad der mon var i æskerne. Gættes bagefter i grupperne.

Næste gang, jeg laver emnet, vil jeg medtage nedenstående sider, som jeg lavede i forbindelse med en privat børnefødselsdag. Siden om de magiske eliksirer har en lille forhistorie: En dag var der Harry Potter–event i et nærliggende butikscenter. Der var mange forskellige aktiviteter, her i blandt at gætte den ufarlige eliksir. Jeg lokkede et eksemplar fra en af deltagerne og bringer det her i let redigeret form.

Når siden er printet, duppes den med et vådt thebrev – det giver en meget autentisk "gammel" farve.

Jeg anbefaler at opstille reagensglas med frugtfarve i den rigtige rækkefølge, gerne sammen med en femarmet lysestage med tændte stearinlys i. Det lægger en rigtig god uhyggelig stemning.

Myldrebilledet kan evt. printes i A3–format, lamineres og klippes til et puslespil, som skal samles på tid i grupper. Gåderne lamineres for holdbarhedens skyld.

Du kan hente/downloade mit dokument Halloween her:  Halloween.

Jeg har også lavet et emne om Aladdin – baseret på storyline–bogen: Man ska' ku' læse. Børnene skrev en masse historier, som jeg sammenskrev til et teaterstykke. Det er også fuldt af tegninger, så det skal ses som pdf–fil. Den Talende Kamel.

Min oversigt over arbejdsmåden i storylinen kan ses her.
2 år senere lavede jeg et andet forløb om eventyr i den næste 2.klasse, jeg havde. Det forløb kan du se her.

Jeg laver som regel et troldeforløb, i form af en mini-storyline, i starten af 2.klasse. ”Tid til Dansk” som vi har på skolen starter med et troldeemne, som er oplagt at udnytte til at lade børnene udfolde deres kreativitet og fantasi. Jeg kan også varmt anbefale ”Sange om Trolde” fra Folkeskolens Musiklærerforening til dette emne. Du kan se mit forløb her.

Til sidst vil jeg præsentere et forløb om digte, jeg var med til at lave på 2. årgang sidste år. I ét værksted lavede børnene digte om Solen, Græsset, Et Hjerte og En Stjerne. Deres digte skulle i alle linjer starte med det ord de havde valgt. Til at skrive deres færdige resultat på, fik de en færdigklippet skabelon i form som ordet.

Et andet værksted handlede om: Navneord, udsagnsord og tillægsord. Børnene trak et ord af hver slags i 3 spande og brugte ordene som udgangspunkt for at skrive digte.

Det tredje værksted tog udgangspunkt i billeder – børnene skulle digte ud fra hvad de så, hvilke følelser der blev fremkaldt i dem.

Mit værksted hed: Halfdans ABC. Børnene fik udleveret en bog hver, som jeg havde bestilt fra Pædagogisk Central. Efter indledning og snak om digte, repetition af hvad de nu vidste om digte, qua de andre værksteder f.eks., fik børnene udleveret et hæfte med opgaver til Halfdans digte. Dette hæfte er blandt andet blevet til efter inspiration fra gode kolleger på en anden skole i kommunen, hvor mine sønner går. Tak for det! Sidst i denne fil findes min ”lærervejledning”. I kan se den her.

GOD Fornøjelse.

Marianne Borup.

Anbefal siden til en ven:

Du kan anbefale min side til en ven. Indtast din vens mailadressen i det hvide felt og tryk på send knappen, så sender du min URL